Velkommen

I FDF møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Vores kerneaktiviteter er bl.a. friluftsliv, musik og leg.

FDF i Den Gamle by i Århus

28.09.2011
Af: MB

Den Gamle By indretter to lokaler som FDF- og spejderlokaler så ud i 1974


Den Gamle By i Aarhus er ved at opbygge en moderne By, som skal føres op til 1974.

I den forbindelse skal der indrettes et "spejderlokale", og til dette formål har man sat to små kælderrum af.

 

I øjeblikket er man i gang med at undersøge, hvordan de forskellige FDFere og spejdere ’boede’ i 1974, og derfor leder man lige nu efter materiale, som kan fortælle noget om, hvordan KFUM, DDS og FDF havde indrettet sig i 1974 og på hvilke former for lokaliteter man kunne finde dem. 

 

Museet tager udgangspunkt i 8 forskellige danske købstæder som giver et rimeligt gennemsnit af danske byer. Disse byer er; Assens, Esbjerg, Fredrikshavn, Køge, Slagelse, Silkeborg, Svendborg og Sønderborg.


Udover disse er museet også interesseret i information om FDF’ere i Aarhus i 1974.

 

Museet er klar over, at der kan ligge en problematik i at kalde FDF for spejdere, men det er i mangel af bedre, det ord museet anvender som arbejdstitel. Formålet er at lave en udstilling om, hvad de unge lavede i deres fritid i 1974, og derfor er FDF en del af vores undersøgelser. 

FDF havde jo en hel del medlemmer.

 

FDF kommer til at indgå i en lejlighed fra 1974. En søn på 14 år har eget værelse, som indrettes fuldstændigt som den gang med hans egne ting. Han var aktiv FDFer. Vi hjælper med at give værelset de rigtige FDF-ting som plakater osv.